Nyheder
10.05.2021 - Om en uge kommer Hope hjem ♥
HOPE flytter ind om en uge!
Hope er en smuk og dejlig blond krudtugle fra en fantastisk tysk opdrætter. Hendes forældre – søde sociale mor Rika og smukke far Boumer - er begge pragtfulde, robuste brugshunde med et godt sind.
Hope: Danny von der Ronheide
Mor: E-Rika vom Pferdebach, IGP3, HD-A, …
Far: Boumer vom Ilsesee, BH, AD, IPO/IGP3, Champion, German Winner 2018, HD-A, ...
Vejen hertil har været lang med mange tomme tæver m.m., men straks jeg så et foto af den tyske tæve med de nyfødte hvalpe, følte jeg, at dér var hun, hende den blonde tævehvalp jeg vidste, jeg skulle have - og jeg blev fyldt med ro. Derefter fulgte flere bump på vejen, hvor det i lang tid så ud til, vi ikke ville få hinanden. Men skæbnen ville det anderledes, og nu er det sikkert og vist! Jeg glæder mig til mange gode oplevelser med den skønne hundepige – som opdrætteren kalder Frau Lila Kontinuitet og fornyelse...
Lidt opdatering - sommeren 2020
Det er efterhånden længe siden, hjemmesiden sidst er blevet opdateret...
Vi har desværre været en rigtig hård tid igennem på hundefronten.
I november 2018 fik Smilla hvalpe. Vi havde forventet et stort kuld, men der kom kun 3 smukke, skønne tævehvalpe. Allerede 7 uger senere havde vi taget afsked med 2 af dem... Den ene var født uden øjne! Den anden havde 2 passager mellem luftrør og spiserør! Den 3. (den førstefødte) var helt fantastisk - hende havde jeg en tæt forbindelse til allerede under fødslen, så hun blev naturligvis boende :-)
Hovafreudes Clever Connection voksede op og udviklede sig helt fantastisk. Sød, smuk, social, kvik, kraftfuld og en formidabel træningshund. 2½ uge gammel forcerede hun hvalpekassen, stavrede ud ad hvalperummet og igennem køkken og gang for at komme ind til mig i stuen. Så var niveauet lagt! Sejeste lille hundepige ♥ Hun blev Rally Begyndermester, inden hun fyldte et år, og jeg glædede mig til at stille til lydighedskonkurrencer og til alle de andre skønne oplevelser, vi skulle have sammen.
Alt ændrede sig, da Clever kun 17 måneder gammel pludselig fik store og meget atypiske hjerteproblemer. Hjertet var kraftigt forstørret, klapperne i højre side var utætte, forkamrene var gået i stå og der samledes væske i bughulen. Hjertespecialisten havde i sine 30 års virke kun set 2-3 tilfælde, der mindede om Clevers. Kun 2 uger efter første besøg på dyrehospitalet måtte vi tage afsked med vores unge drømmehund...
Vi tænker, at hvalpes kritiske sygdomme (og den lille kuldstørrelse) skyldes, at Smilla blev syg under/pga. drægtigheden. Af samme grund skal Smilla ikke have flere hvalpe.
Hovafreudes avlsarbejde vil fortsætte med en ny avlstæve. Vi venter tålmodigt på den helt rigtige. Vi er endnu ikke sikre på, hvem hun er, og hvornår hun kommer. Men vi glæder os til at byde hende velkommen ♥
Hovafreudes Clever Connection ♥
Stolte Smilla med sine 3 fine piger ♥
Rød: Crispy Cookie, den søde, sprøde, fine og sårbare.
Gul: Charming Cherub, Englehunden, som charmerede sig ind i vore hjerter.
Lilla: Clever Connection, min soulmate og uovertrufne træningspartner. Hun vil altid være en del af mig ♥
Zentas udstillingsår 2019
Udstillinger er ikke det, vi gør det mest i, men da der var familiekomsammen (også kendt som hovawartklubbens specialudstilling) i efteråret 2018, stillede vi for hyggens skyld med både Zenta og Smilla. Ikke mindst Zenta virkede virkelig til at nyde at være med på udstilling og vandt veteranklassen, så i 2019 meldte jeg hende til lidt flere udstillinger.
Zenta mødte op, hyggede, fjollede, charmerede sig til en masse godbidder, rullede sig i græsset og lå med stængerne i vejret, kom hen til ringbåndet, fik børstet det værste møg af - og så løb hun glad og elegant rundt i ringen, til tider suppleret med et kækt lille hop eller to, for sådan er Zenta, og sådan skal det være ;-)
Da året var omme, var der føjet lidt titler til CV'et!
DKCH Dansk Champion
DKVECH Dansk Veteranchampion
DKV19 Dansk Vinder 2019
DKVV19 Dansk Veteranvinder 2019
KBHVV19 Københavns Veteranvinder 2019
Søde Zenta, smukke Zenta, skønneste mormor ♥
Smilla udtaget til DM 2018 !!!
Smilla og Zenta er de eneste danske hovawarter med DKK Rally Øvet Mester titel på cv'et.
Ikke nok med det - Smilla er UDTAGET TIL DANMARKSMESTERSKABET!!!
Der var mange om buddet, men Smilla lå lunt blandt de 20 hunde, der har opnået flest point til en af de knap 40 kvalificerende DKK kredsprøver. Kvalifikationen blev i øvrigt sikret allerede for et år siden, da hun var knap 2 år. Ret imponerende af vores lille hyggetrold, der ud over at være en ung fjollet "hovsavovse" bare er så moden og velovervejet til træning!
Page 29 of 29